Om mig

Jeg bor i Næstved, er gift og er mor til tvillinger i skolealderen.

Jeg er uddannet psykolog fra Aalborg Universitet og autoriseret af Psykolognævnet.

Jeg er desuden medlem af Dansk Psykologforening og er dermed underlagt gældende regler om tavshedspligt og fagetiske principper.

Inden jeg etablerede egen praksis, har jeg gennem flere år arbejdet med børn, unge, familier og fagpersoner i kommunalt regi, både gennem ansættelse i PPR samt i De Danske Børnehuse. Herigennem har jeg bl.a. arbejdet med kriseintervention, samtaleforløb, samt udredning og rådgivning ift. et bredt spektrum af vanskeligheder, herunder bl.a. angst, depression, selvværdsproblematikker, skilsmisseproblematikker, stress, kognitive vanskeligheder og traumer. Jeg er særligt erfaren i arbejdet med komplekse problemstillinger, herunder særligt ift. følgerne af seksuelle overgreb, fysisk og psykisk vold samt andre belastninger.

 

I min klinik er jeg særligt optaget af tilgangene ’Compassionfokuseret terapi’ (CFT) og ‘Acceptance and Commitment therapy’ (ACT). Gennem nysgerrig undersøgelse af vores egne strategier samt kropslige og visuelle øvelser, opbygges langsomt evnen til at regulere vores følelsesmæssige tilstand, forstå vores adfærd og møde os selv med den samme omsorg og mildhed som vi møder andre med. På denne måde bliver vi i stand til at opbygge et sundt selvværd, være i kontakt med vores behov og værdier samt stå stærkt på vores grænser. Dette fokus giver særligt god mening i arbejdet med reaktioner på seksuelle overgreb, fysisk og/eller psykisk vold og andre relationelle traumer, da disse oplevelser ofte medfører høj grad af skam og selvkritik.